4. september, 2019 12:38 CET

Sådan ser fremtidens distribution ud

 

Per Hilletofth, professor i logistik ved Jönköping Universitet i SverigeMange flere kanaler, robotter, droner og andre helt nye leveringsmåder. Men også smarte produkter, der kan kommunikere med modtagere og afsendere via ”internet of things”. Det er nogle af de ting, der indgår, når professor i logistik, Per Hilletofth, spår om fremtidens distribution.

De seneste år er e-handelen fuldstændig eksploderet, og i dag anser vi det alle sammen for en selvfølge, at kunne bestille vores varer på nettet når som helst, døgnet rundt. Lige så stor en selvfølge synes de fleste af os nok det er, at kunne vælge mellem at afhente sine varer hos en forhandler eller få dem leveret hjemme ved hoveddøren. I fremtiden vil denne valgfrihed blive betydelig større, mener Per Hilletofth, professor i logistik ved Jönköping Universitet i Sverige. 

– Jeg tror, at fremtidens forbrugere vil kræve meget større tilpasning af leverancerne. Man vil kunne vælge, hvor, hvornår og hvordan man henter eller tager imod sine varer. Netop i den sidste del af distributionsleddet, den såkaldte ”last mile”, vil der ske store forandringer i fremtiden.

Leverance med robot eller drone

Det bliver måske en robot eller en drone, der leverer pakken hjemme ved hoveddøren, eller også har distributøren en engangskode til din dør og kan efterlade pakken på den anden side af dørtærsklen inden for et vist tidsrum. Levering til arbejdspladsen eller til din bil er andre mulige scenarier. Men de nye krav skaber udfordringer.

– Det er en stor udfordring at oprette systemer og processer, der kan tilbyde den valgfrihed, som kunderne ønsker, og stadig være omkostningseffektive og miljøvenlige. Man skal gøre mere, men samtidig belaste miljøet mindre. Dertil kræves en ny, smart teknik, siger Per Hilletofth.  

Bagsiden af medaljen er, at virksomheder i fremtiden bliver nødt til at gennemgå deres lagre. 

– Mange virksomheder har i dag separate distributionskanaler, f.eks. en til butikker og en til e-handel. Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at se virksomheder tilbyde endnu flere kanaler, men at de bliver understøttet af fælles ressourcer, f.eks. ét fælles lager, og at disse ressourcer i større udstrækning benytter sig af automatisering og digitalisering for at effektivisere arbejdet, siger Per Hilletofth. 

Digitaliserede produkter

For automatisering og digitalisering er hjørnestene i fremtidens distribution. Ikke mindst det, der kaldes ”internet of things”. ”Internet of things” betyder smarte produkter, der via indbyggede chips kan kommunikere med såvel modtagere og afsendere. 

– Jeg tror, at man kommer til at indbygge meget mere teknik i produkterne, så de kan kommunikere. Med en chip i produktet kan modtageren ikke kun følge præcist med i, hvor varen er, men kan også se transportens historik, sporbarhed, temperatur og en masse andre elementer. Det gør, at man kan tilbyde sine kunder en helt anden detaljerigdom end i dag. 

Udvidet rolle for fremtidens distributør

I takt med at traditionelle butikker forsvinder, må man som leverandør finde andre måder at være tæt på markedet på. Der spiller distributøren en vigtig rolle, mener Per Hilletofth.

– Allerede i dag ser vi, at visse distributører tilbyder værdiforøgende tjenester i form af nemmere montering og lignende. Jeg tror, at det kan blive større i fremtiden. Et tænkeligt eksempel kunne være additiv fremstilling, hvor distributøren, der er tæt på kunden, f.eks. påtager sig opgaven at 3D-printe et produkt fra leverandøren og levere det til kunden. Det skulle kunne fungere godt for f.eks. reservedele med lav volumen og høje omkostninger, siger Per Hilletofth, og fortsætter:

– For at skabe effektiv distribution i fremtiden er det vigtigt, at de producerende virksomheder ikke kun tænker på, hvordan produktet skal se ud og fremstilles, men også på, hvordan det skal leveres til kunden og har det i tankerne allerede under udviklingen af produktet og i produktionen. En stor del af forudsætningen for at skabe en effektiv forsyningskæde og distribution beror på, hvordan produktet er udformet. Det kaldes ”design til supply chain” og er noget, som f.eks. Ikea har været meget dygtige til i lang tid.

Valgfrihed er alfa og omega

Nøglen til succes for fremtidens distribution sammenfatter professoren i logistik således:

– Jeg tror, at de virksomheder, der kan få etableret et velfungerende multikanalsystem, hvor kunderne får stor valgfrihed, og som har et automatiseret system, der kan håndtere forskellige typer kanaler med fælles ressourcer, bliver vinderne. Nøgleordene er hurtighed, tilgængelighed, nærhed og valgfrihed.